SENESTE INDLÆG

Kære Søs eller Kombilægen! Jeg har kæmpet med en overvægt i mange år,...
Hej Søs. Min datter, har siden hun var barn haft ekstremt tør og skællende...
Hej Søs, HJÆLP - jeg tror jeg har fået "sengelopper" For første gang...
Hej Søs... Forebyggelse af soleksem kan det afhjælpes med betacaroten og...
Hej Søs! Jeg har for nylig fået konstateret slidgigt i begge knæ. Har lige...
 Hej Søs,
Har du et bud på om man kan anvende andre...
Din gigt er en del af din hverdag

Hvad er gigt?



Gigt er en gruppe af sygdomme, der alle rammer , dvs. skelet, led og muskler.



I mange tilfælde af de forskellige gigttyper rammes kvinder hyppigere end mænd. Man skelner imellem gigtformer, der kan tage udgangspunkt i en betændelsestilstand og den degenerative (nedbrydende) gigt, slidgigten, der især skyldes slid på brusken i leddene.



Et fænomen som går igen hos de fleste gigtpatienter, er de smerter der næsten altid følger med en gigtsygdom. For nogen er de mere plagsomme og har en større indvirkning på deres hverdagsliv, end de har for andre. Det er hyppigst smerterne, der bliver nævnt som den største gene ved gigten. De fleste mennesker adapterer til, det vil sige indstiller sig på, at leve med den indskrænkede bevægelighed lettere end de indstiller sig på, at leve med smerterne.

Hyppigste gigtformer og behandlinger



Slidgigt er den almindeligste form for gigt i verden. Det er en degenerativ (nedbrydende) gigtform, der overvejende angriber de vægtbærende led. De led hvorpå der er størst og hyppigst vægtbelastning. Den findes i en primær og i en sekundær form. Den primære slidgigt kender man ikke årsagen til, men overbelastning, enten på grund af overvægt eller forkerte arbejdsstillinger, er en typisk del af billedet. Den sekundære opstår i forbindelse med andre ledsygdomme, eksempelvis ledegigt, fejlstillinger eller efterfølgende et knoglebrud.



Det er en langsomt fremadskridende sygdom. I starten af sygdommen er der smerter når leddet »tages i brug«, smerterne aftager når leddet er varmet op, for så at komme retur når leddet bliver »træt«. Senere i sygdommen forekommer der også hvilesmerter og bevægeligheden indskrænkes hos de fleste. Mange beskriver knitrende lyde inde i leddene, til tider væskeansamlinger og musklerne omkring leddene mindskes i størrelse og taber styrke.



Man vil sjældent kunne påvise at en patient lider af slidgigt ud fra en blodprøve. Der er meget sjældent tegn på inflammation, hverken klinisk eller i en blodprøve. Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorien samt på et røntgenbillede.

Behandling



Behandlingen af slidgigt sigter primært mod smerterne, samt vedligeholdelse af ledfunktionen. Mange patienter har glæde af regelmæssige fysioterapibehandlinger og styrketræning. I sjældne tilfælde er slidgigten så invaliderende, at kirurgi er eneste udvej, for at opnå en tålelig tilværelse. Det kan være en ny hofte, et nyt knæ eller fjernelse af knoglenydannelser, dannet omkring et led med slidgigt.



En egentlig medicinsk behandling mod slidgigt findes ikke, i hvert fald ikke en helbredende behandling. Den medikamentelle behandling er mod smerterne og her er paracetamol præparater (eks pamol, Panodil og pinex) at foretrække.

Kronisk ledegigt



En anden kendt gigttype er reumatoid artrit, på dansk kronisk ledegigt, der er en kronisk inflammatorisk (betændelses) ledsygdom. Den forekommer ca. 2,5-3 gange oftere hos kvinder end hos mænd. For de flestes vedkommende starter den i 30-40 års alderen.



Den starter ofte meget langsomt over uger til måneder med smerter i mange led, let temperaturforhøjelse, vægttab og almen utilpashed. Den udbreder sig som oftest symmetrisk, typisk startende i fingerleddene. Med tiden fremkommer der deformiteter og fejlstillinger af led, fingre og fødder.



Hos en del patienter angribes også rygsøjlen med stærke smerter og nedsat bevægelighed til følge. Rygsøjlen bliver ustabil og ikke sjældent vil nogle hvirvler falde sammen, dermed kommer der et stort tryk på rygmarvsnerverne. Dette medfører udstrålende og jagende smerter, funktionstab og dermed en større eller mindre grad af invaliditet.



Man kan stille diagnosen RA, kronisk ledegigt, ud fra røntgenbilleder sammenholdt med »gigtfaktorer« i en blodprøve og sygehistorien.



Hyppigt kan der også findes tegn på sygdommen udenfor leddene, eksempelvis i form af muskeltab, betændelser omkring sener, slimhindetørhed, gigtknuder og lungevævsaffektion.

Behandling



En stor del af behandlingen sigter mod at hæmme betændelsen (NSAID præparater), derudover gives der regulære gigtmidler. Valg af gigtpræparat afhænger af gigtens sværhedsgrad og om sygdommens aktivitetsniveau.



Ledfunktionen bør trænes, trods smerter, så meget det er muligt ved hjælp af fysio- og ergoterapi. Da det er en sygdom med hastigt fremadskridende funktionsnedsættelse, såfremt man ikke gør noget for at bibeholde den.



Kirurgiske indgreb, så som kunstig hofte eller knæ og fjernelse af gigtknuder, kan afhjælpe nogle af smerterne, men ikke helbrede sygdommen.



At få diagnosen kronisk ledegigt er ofte meget angstprovokerende, da man som læge ikke kan forudsige noget om sygdommens forløb hos den enkelte patient. Derfor er tæt informativ kontakt mellem læge, patient og pårørende meget vigtig. Angsten for sygdommen kan være temmelig invaliderende i sig selv, derfor er tale vigtig.



Ovennævnte er de hyppigste og mest udbredte former for gigt og derfor dem der skulle gennemgås her.

Hvad kan du selv gøre



Din levevis er ikke helt uvæsentlig for dit gigtforløb. Sund levevis kan ikke gøre det alene, men det er meget væsentligt at få en så lødig kost som muligt. Her tænkes på energigivende såvel som ikke energigiven-de næringsstoffer. Energigivende, det vil sige proteiner, kulhydrater og fedtstoffer. Ikke-energigivende stoffer er vitaminer, mineraler og sporstoffer.



Gigtsygdomme er forbrugende sygdomme, det vil sige at når der er aktivitet i sygdommene så nedbrydes der væv, samtidig med at kroppen forsøger at genopbygge noget nyt væv igen. Dette skal der bruges mange næringsstoffer til, særligt proteinstoffer bør udgøre en stor del af kosten i sådanne perioder.



Som nævnt under de enkelte gigtsygdomme bør man som patient være fysisk aktiv for at vedligeholde ledfunktionen så længe som muligt. Styrketræning, svømning og cykling er gode træningsformer, der kan styrke leddene, ledbåndene og musklerne omkring leddene. Opvarmning og udstrækning/udspænding bør udgøre en stor del af træningsprogrammet. Opvarmningen bevirker et øget blodflow til muskler og led, hvilket i sig selv kan lette smerterne i relation til træningen. Under opvarmningen kan man lave det der kaldes dynamisk udstrækning, det vil sige at man med små og bløde bevægelser, udspænder musklerne mere og mere.



Undgå at foretage hårde eller hurtige ryk. Med dynamisk udstrækning bliver vævet omkring leddene også mere smidigt og eftergiveligt.



Udstrækningen/udspænding medvirker til at musklerne ikke trækker sig sammen og bliver forkortede.



For at understøtte kosten kan det være hensigtsmæssigt at tage et kosttilskud. Som gigtpatient har man brug for rigelige mængder antioxidanter. Der dannes hele tiden frie radikaler i kroppen, men endnu flere når man lider af en kronisk sygdom. Det er stoffer, der kan gribe ind i de naturlige kemiske processer som foregår i organismen. Ens livsførelse i øvrigt betyder også meget for produktionen og frigørelsen af de frie radikaler, indtagelse af kaf-fe, alkohol og forbrug af tobak fremmer dannelsen af disse stoffer. Antioxidanter er de stoffer som går ind og rydder op, altså fjerner affaldsstofferne fra organismen. Man får antioxidanter naturligt fra kosten via grøntsager og frugter.



Ingefær har i mange år været kendt som et middel til styrkelse af samtlige væv i organismen og særligt bevægeapparatets væv. Boswellia serrata, som er harpiksen fra træet, er et meget anvendt middel til styrkelse af kroppens led. Det har desuden vist sig at have en betændelseshæmmende virkning i organismen.



Væsentligt for at få fuld effekt af det man indtager, samt for at kroppen kan blive renset ordentligt ud, er VAND. Minimum 2 liter vand om dagen og deri er ikke indbefattet te, kaffe og alkohol.



Som nævnt tidligere er det vigtigt at have god kontakt til egen læge eller en reumatolog (gigtlæge), dine nærmeste skal også informeres om hvordan sygdommen udvikler sig. En god snak kan i mange tilfælde lette lidt på den psykiske belastning det kan være at lide af en kronisk og uhelbredelig sygdom. Fortæl pårørende og kollegaer om hvordan du har det, bare det at sige øv, kan ofte gøre en forskel.

Historier fra det virkelige liv



Grethe (navn ændret) er en kvinde på 65 år, som begyndte at mærke tegn på slidgigten, da hun var først i 50'erne.



Hvornår mærkede du først noget til din gigt og hvor?

»Det startede med at jeg havde en sovende fornemmelse i 3 fingre på højre hånd. I starten slog jeg det hen med at jeg sikkert havde ligget forkert eller havde overanstrengt mig. Men da der ikke var nogen bedring efter et 1/2 år, tog jeg kontakt til min læge. Der blev det konstateret at det var slidgigt jeg havde fået i fingrene. Der blev ikke konstateret de store forandringer i mine led, blot var min ledbrusk noget nedslidt og det var det, der gav mig smerter. Jeg har arbejdet i mange år som stewardesse, så det var jo sikkert belastningen fra det, der havde været med til at igangsætte sygdommen.«



Har sygdommen udviklet sig?

»Ja, det har den. I et par år skete der ikke så mange forandringer. Det gik lidt op og ned med smerterne og funktionen i fingerleddene. Da jeg var i 30'erne var jeg ude for en bilulykke, hvor jeg pådrog mig en whiplash. Det havde i mange år givet mig periodevise smerter, men nu begyndte der at være vedvarende smerter og let nedsat bevægelighed i min nakke.



Jeg havde det rigtig slemt med min gigt i 98-99 og i første halvdel af 2000. Smerterne var stærke og jeg var meget svag i mine led, turde ikke løfte ret meget og foretog mig generelt ikke meget udenfor hjemmet. Jeg havde til tider svært ved bare at tørre støv af. Det gjorde ofte at jeg kunne have ondt i flere dage bagefter. Min gigt er nu i flere fingre og på begge hænder. Og sikkert også flere andre steder, for jeg har da ind imellem ondt i mange af mine led.«



Er der nogen ting der kan provokere eller lindre gigten?

»Nogle gange synes jeg at det kan forværres når det er koldt, men jeg har altid haft en tendens til kolde hænder og fødder, så jeg har ikke tillagt det den store opmærksomhed. Det er klart værre at tørre støv af end at vaske gulv. Alle de små bevægelser og løft af små genstande, det er en stor anstrengelse, men det skal jo til.«



Har det ændret meget på dit liv?

»ja, til dels. Jeg prøver til tider at skubbe det lidt væk, for familien skal jo også have plads. Men har man ondt er det jo svært at lukke helt af for. Derudover er jeg nok heller ikke så socialt aktiv mere, som jeg har været. Det er ikke de store middagsselskaber man stiller op med, det kræver for meget. Når jeg så har en god periode, uden for mange smerter, så glemmer jeg heldigvis hurtigt de dårlige perioder.



Lider du af andre sygdomme eller er der andre sygdomme i familien?

»Næh, jeg fejler ikke andet og jeg er blevet kontrolleret for osteoporose (knogleskørhed) flere gange. Det led min mor nemlig af.«



Hvad gør du selv og hvad har du gjort?

»Det første jeg fik gjort, var at skifte alt VVS i huset. Jeg kunne ikke bruge det vi havde uden at få ondt. Jeg har udskiftet alle mine knive, pander og gryder. Og jeg har anskaffet mig specielle håndtag til drejelåg, men jeg må alligevel bede min mand om hjælp ind i mellem, især når jeg har en dårlig periode. Jeg har også købt nogle støttebind til mine hænder. Jeg forsøger at bruge dem så lidt som muligt, for at mine led ikke begynder at dovne.



Hver dag går jeg lange ture med mine hunde. Jeg går til styrketræning hos min kiropraktor, som også er gigtlæge, hvor jeg har fået lagt et program specielt til mig.



Jeg går til zoneterapi, massage og Mensendieck.



Vi forsøger også at leve så sundt som vi nu kan, uden at det bliver for kedeligt.«



Tager du noget medicin ?

»Ja, jeg får en del medicin, men ikke for min gigt. Jeg anvender blot noget Felden eller Ibutop creme, når det er rigtigt slemt. For min gigt tager jeg kun helsekost præparater. Jeg tager et produkt, som man desværre ikke må føre her i Danmark. Glucosamin????, nogle stoffer, der skulle være i leddet. Jeg mærker virkelig en forskel. Så tager jeg fiskeolie kapsler, en multivitamin, stærke C-vitaminer, kalktabletter med D- og K-vitamin samt SERRAvie. Jeg har tidligere prøvet at tage ingefær tabletter, men det kunne min mave ikke tåle.



Der er tydelig forskel på når jeg tager mine præparater og når jeg ikke tager dem.«



Er der noget du helt har måtte stoppe med at gøre på grund af din gigt?

»Ja. (lille latter) Jeg løfter ikke rundt på børn ? TÆNK, hvis jeg pludselig blev svag og tabte dem! Selvom man har gigt, kan man godt have et dejligt liv!«



Tina er en ung kvinde på 29 år, der fik sin diagnose kronisk juvenil reumatoid arthrit (kron. børneledegigt) da hun var omkring 1 1/2 år.



Hvordan opdagede man at du havde gigt?

Jeg trak på mit højre ben. Ret hurtigt fandt man gigtfaktorer i mit blod. Jeg fungerede faktisk meget fint det meste af min barndom. Jeg er blevet opereret en del gange og første gang, da jeg var 3-4 år. En knæoperation, der desværre ikke gik særlig godt. Jeg har siden fået indsat en knæprotese i det knæ også.



Da jeg var 9 år blev mine forældre skilt, og da brød gigten meget voldsomt ud. Fra den ene dag til den anden kom jeg til at ligge i fosterstilling. Jeg lå efterfølgende på hospitalet i 2 måneder, hvor jeg lå i stræk. En forfærdelig oplevelse. Jeg blev endvidere medicinsk behandlet med prednisolon, et binyrebarkhormon præparat. Den behandling medførte, at jeg fik moonface og tynde arme og ben (bivirkninger til prednisolonbehandlingen), jeg blev ukoncentreret og overvægtig. Men jeg har forsøgt at leve så normalt som muligt. Jeg har også gået i almindelig skole.



Hvordan udviklede din gigt sig?

Den bredte sig gradvist til de store led. Jeg er blevet opereret en del gange. Jeg har fået ny hofte, nye knæ, der er blevet opereret på flere gange, begge mine fodled er blevet gjort stive og jeg har fået en kosmetisk operation på min kæbe.



Bruger du nogen hjælpemidler?

Jeg har en kørestol, som jeg bruger som aflastning. På dårlige dage har jeg anvendt jeg een krykstok. Men sjældent, da jeg så belaster mine arme for meget. Så jeg forsøger at undgå det.



Tager du noget medicin?

Ja, jeg tager Voltaren Retard forebyggende.



Hvad gør du ellers når du har smerter eller der er aktivitet i din sygdom?

Jeg visualiserer meget, forestiller mig, at smerten har en farve og langsomt kan jeg så få farven til at ændre karakter. Hviler, lever sundt, styrketræner og fylder mit liv med livskvalitetsting. Så jeg glæder mig over hver dag, der er gået/kommer. Det virker utroligt godt for mig.



Arbejder du?

Jeg er lige stoppet på universitetet. Jeg vil utroligt gerne have et skånejob, 15-20 timer om ugen, og allerhelst i en hotelreception.



Er det svært at komme i gang med sit »voksenliv« når man har gigt?

Ja, sikkert for nogen. Men de fleste har faktisk partnere som er raske. Hvem skal ellers bære de tunge ting ! (latter) Seksuelt, ja så finder man jo bare alternativstillinger. Man har jo også behov selvom man har gigt. Vi har i foreningen (www.FNUG.dk) lavet en liste over disse alternativstillinger. Vi har også en stand på REHAB messen i Fredericia, hvor vi anviser seksuallegetøj og så videre. Det er dog fortsat et tabu emne, men vi prøver at afmystificere det.



Jeg prøver at leve så meget i nuet som jeg kan.

Dit liv med din gigt



Selvom det er en kronisk sygdom, så kan man godt lære at leve og leve godt med den.



Find ud af hvilke hjælpemidler du har brug for. De fleste kommuner har hjælpemiddel centraler, hvor man kan få disse hjælpemidler fra. Det skal dog henstilles fra egen læge eller en reumatolog at man får det.



Lev sundt og varieret, drik masser af vand og foretag nogle gode styrkende øvelser hver dag.



Gør nogen ting i din hverdag, der er gode for dig. Find dine egne små frikvarterer imellem hverdagens gøremål, de kan gøre den store forskel.



Når man har en sygdom er det vigtigt at man ruster sin psyke og passer godt på sig selv. Man er den nærmeste til det?

 

 






ARTIKLER

Kun for kvinder
Menstruationssmerter og ”kur”
Læs mere
Børn og unge
Døden er os’ en naturlig del af livet!
Læs mere
Ernæring og sundhed
Mænd, søvn og testosteron
Læs mere
Medicin
Celleforandringer er ikke ensbetydende med kræft.
Læs mere
Opskrifter
Fennikelsalat
Læs mere
Træning
TRÆNING, PRÆSTATION OG OPTIMERING
Læs mere