Jeg kom fornylig til at overhøre en samtale imellem en lille pige og hendes far i supermarkedet. ”Far, du er gammel for dit hår er gråt, og farfar døde da han var gammel. Skal du dø nu?” og faren svarede: ” Nej, jeg bliver her lidt endnu.” og så gik han videre. Jeg gad godt vide, om han tog den op med hende senere, eller lod den ligge. Mit bud er det sidste.

Vi taler ikke så meget om døden, uden at det er i korte, kliche-agtige sætninger – vi skal jo alle den vej, eller det er det eneste vi ved med sikkerhed, at vi skal dø.

Hvorfor gør vi ikke lige så meget ud af, at tale med hinanden, og ikke mindst vores børn om døden, som vi taler om tv-programmer, lektier eller en lille ny søskendes ankomst? Jeg kalder det forberedelse.

Vi ved at det er smertefuldt at miste og kan gøre ondt længe. Og her kan smertestillende medicin ikke hjælpe. Trøst er noget man skal have, ikke noget man skal stoppe i munden.

Tage den lille pige igen, hun glemmer ikke sit spørgsmål, men putter det formentlig ind bagved, for det er vist noget vi ikke taler om…...Men hvorfor ikke tale med hende (måske ikke i supermarkedet) om døden, begravelser og det at være og blive meget ked af det. Ja, hun kan blive ked af det lige dér, men du er der jo til at trøste. Og en ting er sikkert, børn lader ikke være med at tænke over døden, at mor eller far pludselig kan forsvinde, fordi vi siger at de skal. Det gør vi jo heller ikke selv.